Dejbjerg plantage og hede

Dejbjerg Plantage


En meget væsentlig del af Dejbjerg er naboskabet til Dejbjerg Plantage der er tilplantet af Hedeselskabet. Hedeselskabet købte 400 ha hede omkring år 1900. Den nordlige del af plantagen blev købt kort før 2. Verdenskrig. Den sydlige del, er tilplantet i perioden 1903 til 1915 af tughusfanger fra Horsens Fængsel. Volden omkring fangekolonien, hvor tugthusfangerne holdt til, kan stadig ses i skoven.

Dejbjerg Plantage har desværre flere gange været offer for store skovbrande. Første gang i 1932. Her brændte mere end 75 ha skov. Det brændte skov blev genrejst i 1930’erne. Fortsat mest medbjergfyr, men også andre nåletræarter herunder rødgran. I 1947 kom den næste store brand, og det gik ud over den del af plantagen vest for vejen mellem Skjern og Ringkøbing. Denne del blev genplantet i begyndelsen af 1950’erne.

Et populært udflugtssted

Dejbjerg plantage er et meget populært udflugtssted; og mange mennesker vælger at benytte én af de 3 afmærkede og beskrevne ture. De 3 ruter er henholdsvis blå, rød og gul, og kan betragtes som én samlet tur. Du kan dermed vælge at afkorte vandreturen, hvis vejret bliver dårligt eller børnene bliver trætte. Vandreturene både begynder og slutter ved de centrale parkeringspladser, der ligger på ved vejen mellem Skjern og Ringkøbing.
 

Dejbjerg Hede

Syd for Dejbjerg ligger mere end 115 ha store Dejbjerg Hede. Heden er i dag fredet; og heden plejes for at undgå selvsåede træer. Heden er præget af, at området har været beboet siden oldtiden og i hedens vestlige del er der hele 25 oldtidshøje.

En fantastisk udsigt

Man får adgang til heden ved oldtidshøjene på bakketoppen. Her er der en helt fantastisk udsigt ud over et typisk vestjysk landskab; og det er muligt at se Ringkøbing Fjord og helt ud til Vesterhavet, der liggere mere end 20 km væk. Mod syd kan man se Skjern Å-dalen og Borris Hede, og i horisonten ses Ølgod 25 km væk. Fra heden er det muligt at se flere end 20 kirketårne fra udsigtspunktet. Ta’ selv et kig i klart vejr!. Dejbjerg Hede er absolut et besøg værd.