Balther-slægten
BALTHER - FAMILIEN
Af andre familier inden for dette samfund kan nævnes Kaaenbjerg, som
ikke voldte noget besvær, hvorimod familien Baither satte de styrende grå
hår i hovedet.
Frands Balther eller Balthersen var fra Snejbjerg, og hans forældre var
skikkelige og flittige folk. Han blev i 1808 gift med Jens Rakker i Kvem
bjergs datter, Sofie Jensdatter; de skulle da have det tredie uægte barn. Efter
at Frands var blevet gift, blev han indkaldt til soldatertjeneste i København.
Her lå han i omkring fem år. På vej en hjem blev han kærest med en pige
fra Erritsø, og ved hjælp af en falsk attest lykkedes det ham at blive gift med
hende i 1814. Det varede ikke længe, før sandheden om hans to koner kom
for dagen, og ved Elbo, Brusk og Holmanns herreders ekstraret den 27.12.
1815 blev Frands dømt. At dommen blev så hård, som tilfældet var, skyldes,
at forseelsen var så grov, som den efter den tids opfattelse vel kunne være.
Dommen lød:
,,Tiltalte Arrestant Frantz Baltzersen bør at bøde sine 3 Marks infame Bøder,
og bør han dernæst miste sit Hoved med en øxe, og Legemet, som uærligt, at
nedgraves paa Retterstedet, saa bør han og at udrede . .
Såvel ved Viborg overret som ved højesteret blev denne dom stadfæstet; men
ved kgl. resolution af 19.6. samme år blev han ,,hensat i Viborg Tugt- og
Forbedringshus paa Hans Majestæt Kongens Naade”.
I 1824 slap Frands dog ud af tugthuset på betingelse af, at han uden
videre atter måtte indsættes der, hvis han gjorde sig skyldig i nogen forbry-
delse. Hans kone, Sofie, var blevet løst fra sin forpligtelse over for ham og
gift med en anden.
Frands indledte nu et forhold til hendes søster, Else Jensdatter. Her hen-
vises til en skrivelse af 22.4. 1826 fra pastor P. B. Petersen i Dejbjerg til
Ringkøbing amt
,,Da den ugivte Kvindeperson Else Jensdatter af Natmands Slægten, der for det
meste har opholdt sig i Dejbjerg, har havt til Daaben det 6te uægte Barn og
desuden udlagt til dette sidste Barns Fader, den for Bigami afstraffede og be
naadede Frans Baltersen, som først var givt med bemeldte Qvindes Søster,
Sophie Jensdatter Qvembjerg, saa har jeg, efter at have raadført mig med ved
kommende Provst, forment, ikice at burde undlade ærbødigst at indmelde dette
for det høje Amt, da dette tilfælde synes i høj Grad at opvække Forargelse
iblandt Meenigheden — og saaledes overlade denne Sag til Amtets højvise og
bedste Foranstaltning”.
Efter et nyt ophold i tugthuset lykkedes det Frands i 1836 at blive gift med
Else. Hun døde i Timring fattighus 1860, og Frands døde i Nøvling sogn
1871.
Af Frands’ børn skal vi kun omtale Anders Chr. Frandsen (Balther). Ved
folketællingen i 1860 boede han i et hus, som lå i Bjørnemose, og familien
var: A. Chr. Frandsen, 53 år, gift, født her i sognet, almisselem. Maren
Hansdatter, 45 år, født i Sommersted ved Haderslev, hans kone. Frands
Andersen, 15 år, ugift, født her i sognet. Thomassine, 13 år, ugift, født her
i sognet. Mette Andersen, 10 år, født i Hanning. Ane Andersen, 7 år, født i
Hanning. Sophia Andersen, i år, født her i sognet.
Anders gjorde i bliktøj, klinkede og satte ruder ind — og han var for
resten også med Johannes Mus og Jens Kvembjerg på jagt engang imellem,
uden at han dog havde noget begreb om denne idræt. En gang, han var med
dem på gåsej agt, kom Jens Kvembjerg et vældigt pulver i kanonen og fik
så Anders anbragt på en malkestol inde mellem rørene. Nogen tid efter kom
en flok vilgæs — Anders brændte løs og steglede bagover, da skudet gik.
— — ,,Hvor mange blev der?” råbte han til Jens. ,,Der faldt tre,” lød svaret.
,,Vorherre ske tak — så skidt med, at jeg blev våd — — men hvor er gæssene?”
,,Gæssene — de flyver jo der,” svarede Jens. ,,Ja, men de tre, der faldt?”
,,Ah,” svarede Jens, ,,det var dig, bøssen og malkestolen!”
Om Anders Balthers børn skal medtages et par ord. En søn Frands Ander
sen (Balther) levede en tid sammen med Karen Thomasdatter; de boede i
Bjørnemose. Frands rejste imidlertid fra hende, og hun døde siden på fattiggården.
Selv fik han fat i en anden kvinde og flakkede rundt med hende.
De fik ni børn med hinanden uden for ægteskabet — men så blev de gift og
kom til at bo i Thorstrup sogn, og Frands kunne med stolthed notere, at
deres tiende barn dog var ægte.
En anden søn, Hans Frandsen (Balther), boede i forældrenes hus og
arvede forretningen, men fik dog stadig hjælp fra sognet. Når det kneb
hårdt, gik han ud i dagleje, men han var meget forfalden til drikken og
gruelig doven. Han døde på fattiggården.
En gang fortalte han, at han som dreng havde været i Slesvig sammen
med sin far. Ved den lejlighed lå de en nat på en gård i samme stue, hvor
man havde lagt et lig med benene sammenbundne på en vognfjæl. Ud på
natten vågnede Hans pludselig ved, at snoren sprang, og liget rejste sig og
blev siddende oprejst på fjælen. Med et brøl sprang Hans op og ud ad
døren; men det blæste noget, og døren smækkede i om hans flagrende
skjorte. Han brølte nu op af fuld hals; thi han troede, det var den døde, der
holdt ham i skjorten. Men så kom manden og fik drengen befriet.
