Dejbjerg Kirke

DEJBJERG KIRKE

 

Den ældste bygning i sognet er kirken, som stammer fra det 12. århundrede,

omkring 1150. Hvorvidt kirken, som nogle mener, er bygget på et sted, hvor

der i Arildstid fandtes et gudehov, skal være usagt, men urimeligt at antage

er det vel ikke.

 

Kirken består af kor, skib, tårn og våbenhus. Koret og den østlige del af

skibet er fra romansk tid og både ud- og indvendig bygget af granitkvadre

på sokkel med skråkant. Senere er skibet forlænget et kort stykke. I den

senere middelalder byggedes tårn og våbenhus; hertil brugtes kvadre fra

Finderup kirke, som da var øde.

 

Koret.

Såvel kor som skib har bjælkeloft. Altertavlen er et ganske rigt renæssance

arbejde fra begyndelsen af det 17. århundrede. Foruden alteret findes i koret

gotisk præste- og degnestol. I degnestolen står indskåret: HH.N.D.AAR

1602. Degne eller kordrenge har i tidens løb indridset deres initialer i stolen,

og sågar et lille møllespil er blevet indskåret. I loftet hænger en lille klokke

— et levn fra katolsk tid. Nordvinduet er originalt, mens kirkens øvrige vin-

duer alle er udvidede. I korets sydvindue findes et glasmaleri, skænket til

kirken 1962 af Adamine Hansen, Skjern, tidligere Dejbjerg.

 

Skibet.

Mellem kor og skib findes en særdeles smuk triumfbue med ornamente

rede kragsten. Over korbuen hænger et mindre senkatolsk krucifiks. Præ-

dikestolen er som altertavlen i renæssancestil. På denne ser man de fire evan-

gelister med symboler, derunder Fugl Føniks, der brænder på sin rede, samt

en pelikan, der tager sit eget blod til ungerne. På de øverste stole er anbragt

endestykker fra de gamle herskabsstole fra Dejbjerglund, bærende Anders

Skrams og Mette Fastis våben (som på prædikestolen) og årstallet 1614.

Desuden står: SI DEVS PRO NOBIS QVIS CONTRA NOS. (Er Gud for

os, hvem er da mod os)

 

Over for prædikestolen står en romansk døbefont. Kummen (stammer

muligvis fra Finderup kirke) er prydet med to englehoveder, og på fodens

fire hjørner findes ligeledes hoveder, mens dens sider er prydet med dyreskikkelser.

 

Over midtergangen hænger en kirkeskude. På den nordre væg et

epitafium med indskriften:

 

LYKKELIG DEN SLÆGT - SOM VANDRER

I HERRENS SPOR

 

Til Minde om Slægten Krarups Stamforældre.

Christian Krarup

til Dejbjerglund født 1699 død 1769 — Søn af Hans Thomassen Tange til Vor

markgaard og Inger Hansdatter Krarup — en Datter af Hans Lauridsen Krarup

— der skal være falden som Oberst i Slaget ved Cholin 1673 — faa Aar efter

hendes Fødsel — hvorfor hendes Farbroder Christen Lauridsen Krarup til Mul-

lerup og Vindumovergaard antog sig hende — hvis Sønner som Erkendtlighed

antog Slægtsnavnet Krarup.

Og hans Hustru

Constance Bingom

født 1707 død 1766 — Datter af Niels Bingom til Viumgaard og Maren Thu-

resdatter — hvis Moders Farfaders Forældre var Biskop i Aalborg — Jacob Jen-

sen Holm og Else Pedersdatter Løvenbalk. Dennes sidste Fader var Biskop i

Viborg — Peder Thøgersen — født 1532 død 1595 — Søn af tidligere Munk --

Læsemester ved Viborg Domkirke — Thøger Jensen — født c. 1480 død 1538 —

som paa Spindesiden skal have nedstammet fra Ætten Løvenbalk.

 

Opsat af Apotheker Arnold Krarup i Aaret 1928.

 

Tårnet.

Mellem kirkeskib og tårnrum findes en godt bevaret romansk bue. Loftet

i tårnrummet udgøres af en krydshvælving. I selve rummet findes kirkens

orgel og resterne af en del af kirkens gamle rakkerstole; disse sidste er her

omtrent på deres originale plads, idet rakkerne i sin tid måtte opholde sig i

tårnet, såfremt de ønskede at overvære gudstjenesten. På væggene hænger en

præstetavle med gamle ligkistebeslag, som omtales nedenfor.

 

Tidligere gravkammer.

Under koret har der tidligere været et gravkammer. Der har ofte været talt

om en underjordisk gang fra Dejbjerglund til dette kammer; gangen er dog

aldrig fundet.

 

Ifølge Ringkjøbing Amts Dagblad: ,,Fra by og egn i gamle dage” bestem-

tes i 1860: ,,Den under Choret i Deibjerg Kirke i Bølling Herred værende

Begravelsesplads skal opfyldes.. .“

 

Men bedst vil det være at citere daværende præst i sognet, A. C. Junger-

sen: (Efter: Kirkehistoriske Samlinger, Femte Række IV)

 

,,Under Koret i Deibjerg Kirke i Bølling Herred, Ringkøbing Amt, fandtes

hidtil (Febr. 1861) en aaben Begravelse, hvori henlaa Liig af Personer, høren-

de til Familier, som have boet paa Deibjerglund, og af Præster i Deibjerg. Lys

og Luft fik den igjennem 2 smaa Aabninger, en ved den nordre og en ved den

søndre Del, brudte igjennem Kirkens Fod i lige Linie med Kjelderens Loft og

med Kirkegaardens Overflade, medens Nedgangen var i Chorsdøren ad en

Trappe med hugne Sten med en svær Trælem over. Men da der opkom Liig-

lugt om Sommeren og Træk om Vinteren, bestemte Synet, at Begravelsen

skulde opfyldes. Efter at den fornødne Bekendtgjørelse var indrykket i Aviser

ne, skred man til Værket i Begyndelsen af November 1860. Først blev der

gravet en stor Grav paa Kirkegaarden, bestemt til at modtage alle Kisterne, og

dertil udtoges en Plads, hvor der i Mands Minde ingen Grav var gravet. Der

efter ryddedes Gravkjelderen. Den var ikke hvælvet, men havde Bjælkeloft,

saa at man havde Grund til at formode, at den engang i Tiden vilde være

styrtet sammen, maaske midt under Gudstjenesten, som det skete i Ringkjøbing

for noget over en halv Snes Aar siden, da Gulvet i Kirken pludselig sank midt

under Altergangen. Kisterne vare stablede ovenpaa hverandre, saa at de næsten

udfyldte Rummet fra Gulvet til Loftet i den lave Gravkjelder, hvori et voxent

Menneske ikke kunde gaa opreist. De bares op een for een og hensattes først

paa Kirkegaarden for at undersøges, og det afgav et underligt Skue at see de

hvide Træ-Kister spredte over de sunkne Grave, medens Arbeidsfolkene bragte

det ene Stykke efter det andet op fra Kjelderen og ud af Kirken og lagde det

paa Græsset. Af hele Kister fandtes 19 af forskjellig Størrelse deels til Voxne

deels til Børn. De vare af Fyrretræ, nogle af dem aabne med løst Laag eller

uden saadant, men de fleste dobbelte og den inderste Kiste næsten i dem alle

fuldkommen stærk. Den yderste var derimod i mindre god Stand. De havde

været betrukne med et Overtræk af Læder og Klæde, men det hang nu i Pjal-

ter, deels fortæret af Tidens Tand, deels sønderrevet af Ildere, som havde deres

Ophold i Begravelsen, og om hvis Nærværelse adskillige i de aabne Kister lig-

gende Æggeskaller og Fjer vidnede. Kun een Dobbeltkiste kom hed ud, paa

de øvrige adskiltes Yderkisterne, medens de inderste forbleve hele. De fleste af

disse vare fast sammenslaaede, men aabnedes for at eftersee deres Indhold og

lægge Mærke til, i hvilken Ende Hovedet var, men der toges intet fra de Døde.

Nogle vare begede indeni, hvoraf Arbeidsfolkene sluttede, at de deri liggende

Personer vare døde af smitsorn Sygdom. Ligene fandtes liggende i Humle og

Malurt, nogle temmelig velbevarede, paa Fruentimmerligene fandtes Kapper

og Tøiblomster. Et Liig, som laa i en Kiste nedenfor Nedgangstrappen, en lang

Mand med en stor Pibekrave om Halsen, var ifølge den paa Stedet levende

Tradition Præsten Jørgen Lanng, død 1755. Af Indskrifter paa Kisterne fandtes

kun 2 paa tvende Metalplader, den ene over Jmf. Adelheid Paalen, saalydende:

 

,,Herunder hviler ærlig og weib. Jomfru Aldheidt Paalen af Waidbierrig,

som er fød paa Waidbierrig 161+, død paa Deibiergiund 1668 imellem

den 18 og 19 Aprili udi hendes Alders 67 Aar. Gud gifue hinder med alle

tro Christene en glædelig og ærefuld Opstandelse paa den yderste Dommedag

med alle Guds Udvalde til ævig tid”.

(Foroven et Timeglas, forneden et Dødningehoved).

 

Den anden er over Henrik Lange, fordum Herre til Deibjerglund og Oldager,

saalydende:

 

,,Her ligger begraffven ærlig og wb. Mand Henrich Langhe til Oldagger,

Domprovist og Cannicke udi Ribe, som er barnefød paa Braming af ærlig

og wb. Forældre, hans Fader wb. Christen Lange til Braming, fordum

Channicke i Ribe, hans Moder wb. Fru Barbra Wind, Aar 1574 den 8

Aprilis, som øde paa hans Gaard Deibieriglund Juledag imellem 11 oc 12

Slet Anno 1650 i sin Alders 77 Aar. Gud giffve hannem en ærefuld Op

standelse met alle Guds Børn. Ammen”.

(Foroven et Englehoved, ligesaa forneden).

 

Foruden disse Metalplader, af hvilke den første var løs, den anden fastslaaet

paa Kisten, fandtes 6 mindre, deels faste, deels liggende løse i Begravelsen.

Paa de 3 af disse fandtes adelige Vaabener, nemlig paa den ene et Hestehoved,

saavidt vides Familien Vind, paa den anden en Stige, formentlig Slægten

Fasties, paa den tredie 3 Roser, Familien Lange. Paa de to andre findes Billeder

af Evangelisterne Lucas og Johannes, hun med Oxen, denne med ørnen; den

6te er et stort Englehoved med udbredte Vinger. Disse Plader aftoges, forsaa-

vidt de vare faste, og henlagdes indtil videre i det i Degnestolen værende Skab,

derimod lod man nogle Dødningehoveder af Metal blive siddende paa Kisterne.

Af disse var Henrik Langes formentlig den ældste, da den stod under de andre

ved en Side, og har han, som byggede Deibjerglund, vist nok ladet Gravkapel

let indrette. Han laa heel i Kisten med en rød broderet Fløielshue paa Hovedet,

og der fandtes endnu en tynd Haarvækst paa samme. Da Kisterne vare udbaar-

ne, fandtes adskillige Dødningehoveder og Menneskeben adspredte paa Gulvet,

desuden ogsaa nogle Harebe~n, hidrørende fra en eiendommelig Jagt paa

Harer, som for nogle Aar siden fandt Sted i Deibjerg. En Vinter, da der var

falden en usædvanlig Mængde Snee, forenede adskillige raske Karle sig om at

løbe dem trætte, hvorefter de toge dem med Hænderne. Nogle Harer søgte da

at undslippe deres Forfølgere ved at springe igjennem de aabne Lufthuller ned

i Begravelsen. Nogle grebes derved, hvilket gav Anledning til, at Ligkisterne

væltede og kastedes mellem hverandre, andre bleve og døde paa Stedet fordi de

ikke kunde komme op igjen. De adspredte Menneskebeen samledes og bares op

i en tom Barnekiste, der blev heelt fuld af dem. Derpaa nedsattes Kisterne i

den kastede Grav med Hovedet i Vest og Benene i øst i 2 Rader ovenpaa

hverandre. Ved Siden af lagdes Dødningebenene fra Kapellet samt de af Gra

ven opkastede Menneskebeen, som efter deres Tilstand maatte have ligget saare

længe i Jorden. Derovenpaa lagdes samtlige løse Brædder af Yderkisterne,

hvorefter Graven tilkastedes. Den er kjendelig ved sin Størrelse og befinder sig

lige ud for den søndre Side af Kirkens Chor. Endelig opfyldtes Begravelsen

med Jord, Grus, Steen og Murbrokker fra Kirkegaarden. Saaledes ville de Døde

ikke længere som før være til Besvær for de Levende, ej heller disse forstyrre

hines Ro.

 

Deibjerg Præsteg., d. 9. Sept. i 1861.

A. C. JUNGERSEN.”

 

Skønt pastor Jungersen skriver, at graven er let kendelig, er det længe siden,

nogen har kunnet udpege stedet — men ved en begravelse i 1960 — altså

hundrede år efter den omtalte tildragelse — kom man ned til det, som endnu

var tilbage af disse gamle adelsslægter.

 

Våbenhuset.

I våbenhuset er der i muren indsat tre gravsten over to præster i Dejbjerg

og den enes hustru. Indskriften, der er i tidligere tids svulmende stil, er let

læselig på den ene af stenene, mens den på de to andre er delvis ulæselig.

(Disse sten er her ikke på deres oprindelige plads).

 

Første Sten:

DET DØDELIGE GIEMES HER

AF

VELÆRVÆRDIGE OG HØYLÆRDE NU HOS GUD SALIGE

Hr JØRGEN HANSEN BANG

FØD I NØRRE WILSTRUP PRÆSTEGAARD Ao 1693

AF FORÆLDRE

Hr HANS BANG OG MAD:KIER5TJNE POVELSDATTER

KALDET TIL PRÆST FOR BRESTEN MEENIGHED Ao 1724

KOM I EGTESKAB FØRST MED

JOMFRUE ANNE HØYER Ao 1725

MED HENDE HAN AVLEDE 17 BØRN AF HVILKE

ENDNU 5 SØNER OG EEN DATTER ER I LIVE

ANDEN GANG GIFT MED

JOMFRUE MAREN KOLLERUP 1755

AF HVILKET ÆGTESKAB

HAN FORUDEN EEN SØN OG EEN DATTER DØDE

EFTERLADER i SØN OG 3 DØTTRE

BLEF PROVST OVER TYRRILD HERRET 1750

OG Ao 1755 FORFLYTTET OG KALDET TIL SOGNEPRÆST

FOR DEIBERG OG HERNING MENIGHEDER

HVOR HAN EFTER AT HAVE SOM LÆRER

TIENDTE HERREN TROE MED SIT PUND I 57 AAR

VÆRET BEBYRDET MED PROVSTEEMBEDET

I TYRRILD HERRET 5 AAR

LEVET DET KIERLIGSTE ÆGTESKAB

MED SIN FØRSTE HUSTRUE 23 AAR

OG MED SIN NU DYBTSØRGENDE ENKE ET I LIGE MAADE

SÆR KIERLIG OG FORNØYELIG ÆGTESKAB I 26 AAR

GAMEL OG MÆT AF DAGE I SIT 89 ALDERS AAR

INDGIK I SIN HERRES GLÆDE D. 11 AUGUSTUS 1781

DA HAN VAR SINE TVENDE ÆGTEFÆLLERS ELSKENDE MAND

SINE BØRNS ØME FADER

SINE MENIGHEDERS IVRIGE OG TROE SIÆLESØRGER

SINE MEDMENNISKERS SANDE VEN

DE FATTIGES VELGØRER ENKERS FORSVAR

DE FORTRYKTES BESKYTTER ARME FORLATTES FADER

INGENS FIENDE HVAD UNDER DA

AT HANS TAB SKIØNDT LÆNGE BEFRYGTET BEGRÆDES

AF DEN DYBTSØRGENDE ENKE AF EN TALRIG AFKOM

AF HANS MENIGHEDER AF ALLE RETSINDIGE

OG AT ALLENE EEGENNYTTE VOLD OG UNDERTRYKKELSE

GLÆDE SIG OVER HANS DØD

SOM HER I LIVE MED EN UEGENNYTTIG NIDKIERHED

OG MENNISKEKIERLIG MEDLIDENHED

SATTE SIG MANDIG MEN TILLIGE MED VIlS SAGTMODIGHED

MOD ALDT DET

DER STRIDER IMOD BILLIGHEDS OG RETFÆRDIGHED5

HAM ALTIID HELLIGE LOVE.

 

Anden sten:

Herunder gemmes det dødelige af velærværdige og højlærde Hr. Jens Bang.

Fød i Balle Præstegaard 1736. Kaldet til Capelan for Dejbjerg og Hanning

Menigheder Ao 1777. Samme Sted kaldet til Sognepræst 1781. Kom i Ægtestand

med Jomfru Anne Hedvig Holm 1784 levede et kært Ægteskab

17 Aar. Han døde i Dejbjerg Præstegaard Ao 1801. Enhver af hans Paarø-.

rende og Bekendte (har her) sagt han var en Mand hvis Lige (ikke

findes baade af Lærdom og Omgang med alle).

 

Tredje sten:

Dette Minde bedækker Støvet af salig Provstinde Maren Bang. Fød i Kollerup

1727 2den Marts. Kom i Ægteskab med Provst Jørgen Bang, som i hende

vandt den kærligste Ægtemage, den ømmeste Moder for 17 Børn af hans

Ægteskab selv fødte hun ham 2 Sønner og 4 Døtre. Blev Enke 1781.

Mæt af Dage indgik hun i 1809 i sit 83 Aar til sin Herres var hendes

Liv(ende) Mindet vil hædres af Efterslægten. Saalænge uskrømtet

Forkærlighed og Dyd, Gavn og Virksomhed uden (Bramstræng) huld

fornuftig Moder i Kærligheds Ægteskab.

* * *

 

Kirkens ydre.

I soklen på våbenhusets vestside sidder en sten, hvis form og udsmykning

efter sagkyndiges mening viser, at den engang har siddet over en præsteind-

gang. Om den har noget at gøre med den indgang, som man kan se spor

efter omtrent under vinduet i korets sydside, vides ikke. Over våbenhusets

dør findes kirkens eneste gotiske bue, og over denne sidder et sandstens

solur. På nordsiden af koret findes rester af føromtalte rister til det opfyldte

gravkammer. På kirkeskibets nordside ses, hvor kvindernes indgangsdør i

svundne tider fandtes. En af granitkvadrene lidt vest for denne tidligere dør

og noget højere ser ud, som om der i den har været indhugget et tegn (er

det muligvis et kors eller et gammelt soltegn?). I soklen på nordsiden viser

forskelligartede byggemåder sandsynligvis det sted, hvor der i sidste omgang

blev bygget til kirken. Hele kirken er dækket med blytag. I et af glughullerne

i nordsiden af tårnet hænger kirkens klokke. Den er ikke særlig stor og bærer

følgende inskription:

 

TIL GVDS ÆRE OG DEJBERG KIRKES BRUG HAVER

ACHTBAR OC WELFORNEHMME MANDS: RVDOLPH

BOLDEWIN KIRCKENS PATRON OC HANS KIERE

HVSTRVE CHRISTINA FVNCK LADET MIG OMSTØBE

1694 JEG SOM OPRETTETER ER DØDSENS VISSE BRO

DER MIN LIVD GAAR KLINGER DOG BEBLANT MED

SØRGENODER LIVD TIL DV DØDE LIG VEL HER MIN

LIVDEND KLANG SAA SKAL DV LEFVENDIS DER

HØRE HIMMELSANG.

 

P. N. SOGINSHMS

BENEDICTUS TRANBERGIUS PATOR DEJBERGENSIS.

 

Kirkegården

Selve kirkegården er omgivet af et kampestensdige. Den udviser en næsten

bemærkelsesværdig mangel på minder fra de to hovedgårde Dejbjerglund

og Store Skindbjerg. I det nordvestlige hjørne langs vestdiget findes tre

familiegravsteder for præster i Dejbjerg. Fra nord ses pastor Faurschous

gravsted, hvor han selv og hans hustru og to børn er begravet. Så kommer

et gravsted, hvor fru pastor Balslev og to børn hviler. Lidt længere henne

langs diget ligger pastor Norup og frue, rødt Tranberg, begravet. Mellem

Balslevs og Norups grave ses i græsset en gravsten over fru Buchwald, Dej-

bjergiund. Denne grav stammer fra 1889, hvor fru Buchwald døde, efter

selv at have plejet en syg tjenestekarl under en tyfusepidemi.

 

I det sydvestlige hjørne ser man en jordhøj, der er opstået af overflødig

jord som følge af regulering af kirkegården kort efter sidste århundred-

skifte. På højen ligger en romansk gravsten. (Efter nogles mening er det

overliggeren fra en oldtidsgrav). Til stenen knytter sig et sagn: Herreman

den på Dejbjerglund lod stenen hente til herregården for at udhule den til

svinetrug; imidlertid nåede man den første dag kun at hugge en fure hele

vejen rundt i stenen, og næste dag, da man ville fortsætte arbejdet, viste det

sig, at stenen om natten selv var gået tilbage til sit oprindelige sted på kirke

gården.

 

Mod sydøst er der i 1963—64 bygget et kapel, og ved denne lejlighed

gennembrødes diget, og der lavedes en ny ligport. Umiddelbart i nærheden

er der rejst en kampesten til minde over otte allierede flyvere fra Royal Air

Force og Royal Canadian Air Force. Flyverne mistede livet, da deres maskine

den 30. august 1944 styrtede ned i nærheden af Dejbjerg Kjærgaard. (I før

ste omgang begravede tyskerne dem på nedstyrtningsstedet. Behjertede folk

sørgede dog for, at de flyttedes til kirkegården. Begravelsen foregik med

hjælp fra C.B.-folk og under stor deltagelse fra den lokale befolknings side).

 

I samme hjørne af kirkegården findes den eneste virkelige grav fra Dejbjerg-

lund, et beskedent gravsted, omgivet af sten og jernlænker. Som epitafiet i

kirken minder graven om Christian Krarup og Constance Bingom.

 

Et enkelt minde endnu fra Dejbjerglund ses mellem de gamle gravsten,

der er samlet i nordøsthjørnet. Her står en plade over Mad. Karen Glerup

Kaeysen, f. Ramsing (f. 1784 — d. 1818). I dette hjørne ligger stadig en del

af kirkegården dækket af grønsvær, hvorunder mange af Dejbjerg-rakkerne

har fundet deres sidste hvilested.

 

* * *

 

Om kirkegården kan siges, at den i de senere år har undergået væsentlige

forandringer, således at den nu er et tiltalende sted uden det præg af skum-

melhed, der før i tiden fandtes.

 

* * *

 

Syd for kirkegårdens sydvestlige hjørne lå førhen en gammel stald, som

hørte under kirken. Da stalden faldt sammen, opførte man i stedet nord for

kirken en større stald. Denne sidste byggedes i 1916 og stod til 1964, da den

solgtes til nedrivning.

 

* * *

Hvor har det været et kæmpearbejde for vore forfædre at bygge kirken.

De følgende slægter har gennem tiderne søgt at gøre den mere hyggelig og

tiltalende, og også i dette århundrede er der sket store fremskridt ved anskaf-

felse af orgel, varmeapparat og elektrisk lys.

 

For få år siden (1958—59) er der foretaget en hovedreparation. Der kom

nyt tag på store dele af kirken, der kom ny alterskranke, nyt gulv og til dels

nye stole samt elektrisk varmeanlæg. Kirken blev malet over det hele. Ved

arbejdet viste det sig, at der er kalkmalerier på alle fire vægge i skibet; men

da der ikke var større interesse for dem, hverken i Nationalmuseet eller hos

de stedelige kirkelige autoriteter, blev de atter tildækket. Udgifterne ved

restaureringen beløb sig til Ca. 150.000 kr.

 

Elektrisk lys og varme. ! orgel og nyt gulv.. ! ja...

Ved en visitats i Stauning kirke spurgte tidligere biskop i Ribe, V.

Gøtzsche — ham med det mægtige hoved —: ,,Hvorfor er dette rum en kirke?

er det fordi her er højt til loftet?” — Vi svarede nej. — ,,Er det fordi her kan

være mange mennesker?” — Nej. — ,,Er det fordi her er en prædikestol ?“ —

En enkelt forsøgte et lille ja; men så sagde biskoppen selv: ,,Det er fordi

her er en døbefont og et alter.”

Vi venter og ønsker at efterlade kirken til vore efterkommere, så de kan

være glade for den og stadig arbejde på at gøre den skønnere. Her er de forrige

slægter kommet i glæde og fest, her er de kommet i sorg og savn, her er

de kommet med deres tungeste byrde, synden.

 

Til syndesuk og angersord

Han bøjer selv sit øre;

Han kommer til sit alterbord,

og synderen får høre

Hans vældes bud: stat op og gå!

Hvad Jordens konger ej formå,

kan Jesus Kristus gøre.

 

(C. I. BOYE)