Dejbjerg Kirke
DEJBJERG KIRKE
Den ældste bygning i sognet er kirken, som stammer fra det 12. århundrede,
omkring 1150. Hvorvidt kirken, som nogle mener, er bygget på et sted, hvor
der i Arildstid fandtes et gudehov, skal være usagt, men urimeligt at antage
er det vel ikke.
Kirken består af kor, skib, tårn og våbenhus. Koret og den østlige del af
skibet er fra romansk tid og både ud- og indvendig bygget af granitkvadre
på sokkel med skråkant. Senere er skibet forlænget et kort stykke. I den
senere middelalder byggedes tårn og våbenhus; hertil brugtes kvadre fra
Finderup kirke, som da var øde.
Koret.
Såvel kor som skib har bjælkeloft. Altertavlen er et ganske rigt renæssance
arbejde fra begyndelsen af det 17. århundrede. Foruden alteret findes i koret
gotisk præste- og degnestol. I degnestolen står indskåret: HH.N.D.AAR
1602. Degne eller kordrenge har i tidens løb indridset deres initialer i stolen,
og sågar et lille møllespil er blevet indskåret. I loftet hænger en lille klokke
— et levn fra katolsk tid. Nordvinduet er originalt, mens kirkens øvrige vin-
duer alle er udvidede. I korets sydvindue findes et glasmaleri, skænket til
kirken 1962 af Adamine Hansen, Skjern, tidligere Dejbjerg.
Skibet.
Mellem kor og skib findes en særdeles smuk triumfbue med ornamente
rede kragsten. Over korbuen hænger et mindre senkatolsk krucifiks. Præ-
dikestolen er som altertavlen i renæssancestil. På denne ser man de fire evan-
gelister med symboler, derunder Fugl Føniks, der brænder på sin rede, samt
en pelikan, der tager sit eget blod til ungerne. På de øverste stole er anbragt
endestykker fra de gamle herskabsstole fra Dejbjerglund, bærende Anders
Skrams og Mette Fastis våben (som på prædikestolen) og årstallet 1614.
Desuden står: SI DEVS PRO NOBIS QVIS CONTRA NOS. (Er Gud for
os, hvem er da mod os)
Over for prædikestolen står en romansk døbefont. Kummen (stammer
muligvis fra Finderup kirke) er prydet med to englehoveder, og på fodens
fire hjørner findes ligeledes hoveder, mens dens sider er prydet med dyreskikkelser.
Over midtergangen hænger en kirkeskude. På den nordre væg et
epitafium med indskriften:
LYKKELIG DEN SLÆGT - SOM VANDRER
I HERRENS SPOR
Til Minde om Slægten Krarups Stamforældre.
Christian Krarup
til Dejbjerglund født 1699 død 1769 — Søn af Hans Thomassen Tange til Vor
markgaard og Inger Hansdatter Krarup — en Datter af Hans Lauridsen Krarup
— der skal være falden som Oberst i Slaget ved Cholin 1673 — faa Aar efter
hendes Fødsel — hvorfor hendes Farbroder Christen Lauridsen Krarup til Mul-
lerup og Vindumovergaard antog sig hende — hvis Sønner som Erkendtlighed
antog Slægtsnavnet Krarup.
Og hans Hustru
Constance Bingom
født 1707 død 1766 — Datter af Niels Bingom til Viumgaard og Maren Thu-
resdatter — hvis Moders Farfaders Forældre var Biskop i Aalborg — Jacob Jen-
sen Holm og Else Pedersdatter Løvenbalk. Dennes sidste Fader var Biskop i
Viborg — Peder Thøgersen — født 1532 død 1595 — Søn af tidligere Munk --
Læsemester ved Viborg Domkirke — Thøger Jensen — født c. 1480 død 1538 —
som paa Spindesiden skal have nedstammet fra Ætten Løvenbalk.
Opsat af Apotheker Arnold Krarup i Aaret 1928.
Tårnet.
Mellem kirkeskib og tårnrum findes en godt bevaret romansk bue. Loftet
i tårnrummet udgøres af en krydshvælving. I selve rummet findes kirkens
orgel og resterne af en del af kirkens gamle rakkerstole; disse sidste er her
omtrent på deres originale plads, idet rakkerne i sin tid måtte opholde sig i
tårnet, såfremt de ønskede at overvære gudstjenesten. På væggene hænger en
præstetavle med gamle ligkistebeslag, som omtales nedenfor.
Tidligere gravkammer.
Under koret har der tidligere været et gravkammer. Der har ofte været talt
om en underjordisk gang fra Dejbjerglund til dette kammer; gangen er dog
aldrig fundet.
Ifølge Ringkjøbing Amts Dagblad: ,,Fra by og egn i gamle dage” bestem-
tes i 1860: ,,Den under Choret i Deibjerg Kirke i Bølling Herred værende
Begravelsesplads skal opfyldes.. .“
Men bedst vil det være at citere daværende præst i sognet, A. C. Junger-
sen: (Efter: Kirkehistoriske Samlinger, Femte Række IV)
,,Under Koret i Deibjerg Kirke i Bølling Herred, Ringkøbing Amt, fandtes
hidtil (Febr. 1861) en aaben Begravelse, hvori henlaa Liig af Personer, høren-
de til Familier, som have boet paa Deibjerglund, og af Præster i Deibjerg. Lys
og Luft fik den igjennem 2 smaa Aabninger, en ved den nordre og en ved den
søndre Del, brudte igjennem Kirkens Fod i lige Linie med Kjelderens Loft og
med Kirkegaardens Overflade, medens Nedgangen var i Chorsdøren ad en
Trappe med hugne Sten med en svær Trælem over. Men da der opkom Liig-
lugt om Sommeren og Træk om Vinteren, bestemte Synet, at Begravelsen
skulde opfyldes. Efter at den fornødne Bekendtgjørelse var indrykket i Aviser
ne, skred man til Værket i Begyndelsen af November 1860. Først blev der
gravet en stor Grav paa Kirkegaarden, bestemt til at modtage alle Kisterne, og
dertil udtoges en Plads, hvor der i Mands Minde ingen Grav var gravet. Der
efter ryddedes Gravkjelderen. Den var ikke hvælvet, men havde Bjælkeloft,
saa at man havde Grund til at formode, at den engang i Tiden vilde være
styrtet sammen, maaske midt under Gudstjenesten, som det skete i Ringkjøbing
for noget over en halv Snes Aar siden, da Gulvet i Kirken pludselig sank midt
under Altergangen. Kisterne vare stablede ovenpaa hverandre, saa at de næsten
udfyldte Rummet fra Gulvet til Loftet i den lave Gravkjelder, hvori et voxent
Menneske ikke kunde gaa opreist. De bares op een for een og hensattes først
paa Kirkegaarden for at undersøges, og det afgav et underligt Skue at see de
hvide Træ-Kister spredte over de sunkne Grave, medens Arbeidsfolkene bragte
det ene Stykke efter det andet op fra Kjelderen og ud af Kirken og lagde det
paa Græsset. Af hele Kister fandtes 19 af forskjellig Størrelse deels til Voxne
deels til Børn. De vare af Fyrretræ, nogle af dem aabne med løst Laag eller
uden saadant, men de fleste dobbelte og den inderste Kiste næsten i dem alle
fuldkommen stærk. Den yderste var derimod i mindre god Stand. De havde
været betrukne med et Overtræk af Læder og Klæde, men det hang nu i Pjal-
ter, deels fortæret af Tidens Tand, deels sønderrevet af Ildere, som havde deres
Ophold i Begravelsen, og om hvis Nærværelse adskillige i de aabne Kister lig-
gende Æggeskaller og Fjer vidnede. Kun een Dobbeltkiste kom hed ud, paa
de øvrige adskiltes Yderkisterne, medens de inderste forbleve hele. De fleste af
disse vare fast sammenslaaede, men aabnedes for at eftersee deres Indhold og
lægge Mærke til, i hvilken Ende Hovedet var, men der toges intet fra de Døde.
Nogle vare begede indeni, hvoraf Arbeidsfolkene sluttede, at de deri liggende
Personer vare døde af smitsorn Sygdom. Ligene fandtes liggende i Humle og
Malurt, nogle temmelig velbevarede, paa Fruentimmerligene fandtes Kapper
og Tøiblomster. Et Liig, som laa i en Kiste nedenfor Nedgangstrappen, en lang
Mand med en stor Pibekrave om Halsen, var ifølge den paa Stedet levende
Tradition Præsten Jørgen Lanng, død 1755. Af Indskrifter paa Kisterne fandtes
kun 2 paa tvende Metalplader, den ene over Jmf. Adelheid Paalen, saalydende:
,,Herunder hviler ærlig og weib. Jomfru Aldheidt Paalen af Waidbierrig,
som er fød paa Waidbierrig 161+, død paa Deibiergiund 1668 imellem
den 18 og 19 Aprili udi hendes Alders 67 Aar. Gud gifue hinder med alle
tro Christene en glædelig og ærefuld Opstandelse paa den yderste Dommedag
med alle Guds Udvalde til ævig tid”.
(Foroven et Timeglas, forneden et Dødningehoved).
Den anden er over Henrik Lange, fordum Herre til Deibjerglund og Oldager,
saalydende:
,,Her ligger begraffven ærlig og wb. Mand Henrich Langhe til Oldagger,
Domprovist og Cannicke udi Ribe, som er barnefød paa Braming af ærlig
og wb. Forældre, hans Fader wb. Christen Lange til Braming, fordum
Channicke i Ribe, hans Moder wb. Fru Barbra Wind, Aar 1574 den 8
Aprilis, som øde paa hans Gaard Deibieriglund Juledag imellem 11 oc 12
Slet Anno 1650 i sin Alders 77 Aar. Gud giffve hannem en ærefuld Op
standelse met alle Guds Børn. Ammen”.
(Foroven et Englehoved, ligesaa forneden).
Foruden disse Metalplader, af hvilke den første var løs, den anden fastslaaet
paa Kisten, fandtes 6 mindre, deels faste, deels liggende løse i Begravelsen.
Paa de 3 af disse fandtes adelige Vaabener, nemlig paa den ene et Hestehoved,
saavidt vides Familien Vind, paa den anden en Stige, formentlig Slægten
Fasties, paa den tredie 3 Roser, Familien Lange. Paa de to andre findes Billeder
af Evangelisterne Lucas og Johannes, hun med Oxen, denne med ørnen; den
6te er et stort Englehoved med udbredte Vinger. Disse Plader aftoges, forsaa-
vidt de vare faste, og henlagdes indtil videre i det i Degnestolen værende Skab,
derimod lod man nogle Dødningehoveder af Metal blive siddende paa Kisterne.
Af disse var Henrik Langes formentlig den ældste, da den stod under de andre
ved en Side, og har han, som byggede Deibjerglund, vist nok ladet Gravkapel
let indrette. Han laa heel i Kisten med en rød broderet Fløielshue paa Hovedet,
og der fandtes endnu en tynd Haarvækst paa samme. Da Kisterne vare udbaar-
ne, fandtes adskillige Dødningehoveder og Menneskeben adspredte paa Gulvet,
desuden ogsaa nogle Harebe~n, hidrørende fra en eiendommelig Jagt paa
Harer, som for nogle Aar siden fandt Sted i Deibjerg. En Vinter, da der var
falden en usædvanlig Mængde Snee, forenede adskillige raske Karle sig om at
løbe dem trætte, hvorefter de toge dem med Hænderne. Nogle Harer søgte da
at undslippe deres Forfølgere ved at springe igjennem de aabne Lufthuller ned
i Begravelsen. Nogle grebes derved, hvilket gav Anledning til, at Ligkisterne
væltede og kastedes mellem hverandre, andre bleve og døde paa Stedet fordi de
ikke kunde komme op igjen. De adspredte Menneskebeen samledes og bares op
i en tom Barnekiste, der blev heelt fuld af dem. Derpaa nedsattes Kisterne i
den kastede Grav med Hovedet i Vest og Benene i øst i 2 Rader ovenpaa
hverandre. Ved Siden af lagdes Dødningebenene fra Kapellet samt de af Gra
ven opkastede Menneskebeen, som efter deres Tilstand maatte have ligget saare
længe i Jorden. Derovenpaa lagdes samtlige løse Brædder af Yderkisterne,
hvorefter Graven tilkastedes. Den er kjendelig ved sin Størrelse og befinder sig
lige ud for den søndre Side af Kirkens Chor. Endelig opfyldtes Begravelsen
med Jord, Grus, Steen og Murbrokker fra Kirkegaarden. Saaledes ville de Døde
ikke længere som før være til Besvær for de Levende, ej heller disse forstyrre
hines Ro.
Deibjerg Præsteg., d. 9. Sept. i 1861.
A. C. JUNGERSEN.”
Skønt pastor Jungersen skriver, at graven er let kendelig, er det længe siden,
nogen har kunnet udpege stedet — men ved en begravelse i 1960 — altså
hundrede år efter den omtalte tildragelse — kom man ned til det, som endnu
var tilbage af disse gamle adelsslægter.
Våbenhuset.
I våbenhuset er der i muren indsat tre gravsten over to præster i Dejbjerg
og den enes hustru. Indskriften, der er i tidligere tids svulmende stil, er let
læselig på den ene af stenene, mens den på de to andre er delvis ulæselig.
(Disse sten er her ikke på deres oprindelige plads).
Første Sten:
DET DØDELIGE GIEMES HER
AF
VELÆRVÆRDIGE OG HØYLÆRDE NU HOS GUD SALIGE
Hr JØRGEN HANSEN BANG
FØD I NØRRE WILSTRUP PRÆSTEGAARD Ao 1693
AF FORÆLDRE
Hr HANS BANG OG MAD:KIER5TJNE POVELSDATTER
KALDET TIL PRÆST FOR BRESTEN MEENIGHED Ao 1724
KOM I EGTESKAB FØRST MED
JOMFRUE ANNE HØYER Ao 1725
MED HENDE HAN AVLEDE 17 BØRN AF HVILKE
ENDNU 5 SØNER OG EEN DATTER ER I LIVE
ANDEN GANG GIFT MED
JOMFRUE MAREN KOLLERUP 1755
AF HVILKET ÆGTESKAB
HAN FORUDEN EEN SØN OG EEN DATTER DØDE
EFTERLADER i SØN OG 3 DØTTRE
BLEF PROVST OVER TYRRILD HERRET 1750
OG Ao 1755 FORFLYTTET OG KALDET TIL SOGNEPRÆST
FOR DEIBERG OG HERNING MENIGHEDER
HVOR HAN EFTER AT HAVE SOM LÆRER
TIENDTE HERREN TROE MED SIT PUND I 57 AAR
VÆRET BEBYRDET MED PROVSTEEMBEDET
I TYRRILD HERRET 5 AAR
LEVET DET KIERLIGSTE ÆGTESKAB
MED SIN FØRSTE HUSTRUE 23 AAR
OG MED SIN NU DYBTSØRGENDE ENKE ET I LIGE MAADE
SÆR KIERLIG OG FORNØYELIG ÆGTESKAB I 26 AAR
GAMEL OG MÆT AF DAGE I SIT 89 ALDERS AAR
INDGIK I SIN HERRES GLÆDE D. 11 AUGUSTUS 1781
DA HAN VAR SINE TVENDE ÆGTEFÆLLERS ELSKENDE MAND
SINE BØRNS ØME FADER
SINE MENIGHEDERS IVRIGE OG TROE SIÆLESØRGER
SINE MEDMENNISKERS SANDE VEN
DE FATTIGES VELGØRER ENKERS FORSVAR
DE FORTRYKTES BESKYTTER ARME FORLATTES FADER
INGENS FIENDE HVAD UNDER DA
AT HANS TAB SKIØNDT LÆNGE BEFRYGTET BEGRÆDES
AF DEN DYBTSØRGENDE ENKE AF EN TALRIG AFKOM
AF HANS MENIGHEDER AF ALLE RETSINDIGE
OG AT ALLENE EEGENNYTTE VOLD OG UNDERTRYKKELSE
GLÆDE SIG OVER HANS DØD
SOM HER I LIVE MED EN UEGENNYTTIG NIDKIERHED
OG MENNISKEKIERLIG MEDLIDENHED
SATTE SIG MANDIG MEN TILLIGE MED VIlS SAGTMODIGHED
MOD ALDT DET
DER STRIDER IMOD BILLIGHEDS OG RETFÆRDIGHED5
HAM ALTIID HELLIGE LOVE.
Anden sten:
Herunder gemmes det dødelige af velærværdige og højlærde Hr. Jens Bang.
Fød i Balle Præstegaard 1736. Kaldet til Capelan for Dejbjerg og Hanning
Menigheder Ao 1777. Samme Sted kaldet til Sognepræst 1781. Kom i Ægtestand
med Jomfru Anne Hedvig Holm 1784 levede et kært Ægteskab
17 Aar. Han døde i Dejbjerg Præstegaard Ao 1801. Enhver af hans Paarø-.
rende og Bekendte (har her) sagt han var en Mand hvis Lige (ikke
findes baade af Lærdom og Omgang med alle).
Tredje sten:
Dette Minde bedækker Støvet af salig Provstinde Maren Bang. Fød i Kollerup
1727 2den Marts. Kom i Ægteskab med Provst Jørgen Bang, som i hende
vandt den kærligste Ægtemage, den ømmeste Moder for 17 Børn af hans
Ægteskab selv fødte hun ham 2 Sønner og 4 Døtre. Blev Enke 1781.
Mæt af Dage indgik hun i 1809 i sit 83 Aar til sin Herres var hendes
Liv(ende) Mindet vil hædres af Efterslægten. Saalænge uskrømtet
Forkærlighed og Dyd, Gavn og Virksomhed uden (Bramstræng) huld
fornuftig Moder i Kærligheds Ægteskab.
* * *
Kirkens ydre.
I soklen på våbenhusets vestside sidder en sten, hvis form og udsmykning
efter sagkyndiges mening viser, at den engang har siddet over en præsteind-
gang. Om den har noget at gøre med den indgang, som man kan se spor
efter omtrent under vinduet i korets sydside, vides ikke. Over våbenhusets
dør findes kirkens eneste gotiske bue, og over denne sidder et sandstens
solur. På nordsiden af koret findes rester af føromtalte rister til det opfyldte
gravkammer. På kirkeskibets nordside ses, hvor kvindernes indgangsdør i
svundne tider fandtes. En af granitkvadrene lidt vest for denne tidligere dør
og noget højere ser ud, som om der i den har været indhugget et tegn (er
det muligvis et kors eller et gammelt soltegn?). I soklen på nordsiden viser
forskelligartede byggemåder sandsynligvis det sted, hvor der i sidste omgang
blev bygget til kirken. Hele kirken er dækket med blytag. I et af glughullerne
i nordsiden af tårnet hænger kirkens klokke. Den er ikke særlig stor og bærer
følgende inskription:
TIL GVDS ÆRE OG DEJBERG KIRKES BRUG HAVER
ACHTBAR OC WELFORNEHMME MANDS: RVDOLPH
BOLDEWIN KIRCKENS PATRON OC HANS KIERE
HVSTRVE CHRISTINA FVNCK LADET MIG OMSTØBE
1694 JEG SOM OPRETTETER ER DØDSENS VISSE BRO
DER MIN LIVD GAAR KLINGER DOG BEBLANT MED
SØRGENODER LIVD TIL DV DØDE LIG VEL HER MIN
LIVDEND KLANG SAA SKAL DV LEFVENDIS DER
HØRE HIMMELSANG.
P. N. SOGINSHMS
BENEDICTUS TRANBERGIUS PATOR DEJBERGENSIS.
Kirkegården
Selve kirkegården er omgivet af et kampestensdige. Den udviser en næsten
bemærkelsesværdig mangel på minder fra de to hovedgårde Dejbjerglund
og Store Skindbjerg. I det nordvestlige hjørne langs vestdiget findes tre
familiegravsteder for præster i Dejbjerg. Fra nord ses pastor Faurschous
gravsted, hvor han selv og hans hustru og to børn er begravet. Så kommer
et gravsted, hvor fru pastor Balslev og to børn hviler. Lidt længere henne
langs diget ligger pastor Norup og frue, rødt Tranberg, begravet. Mellem
Balslevs og Norups grave ses i græsset en gravsten over fru Buchwald, Dej-
bjergiund. Denne grav stammer fra 1889, hvor fru Buchwald døde, efter
selv at have plejet en syg tjenestekarl under en tyfusepidemi.
I det sydvestlige hjørne ser man en jordhøj, der er opstået af overflødig
jord som følge af regulering af kirkegården kort efter sidste århundred-
skifte. På højen ligger en romansk gravsten. (Efter nogles mening er det
overliggeren fra en oldtidsgrav). Til stenen knytter sig et sagn: Herreman
den på Dejbjerglund lod stenen hente til herregården for at udhule den til
svinetrug; imidlertid nåede man den første dag kun at hugge en fure hele
vejen rundt i stenen, og næste dag, da man ville fortsætte arbejdet, viste det
sig, at stenen om natten selv var gået tilbage til sit oprindelige sted på kirke
gården.
Mod sydøst er der i 1963—64 bygget et kapel, og ved denne lejlighed
gennembrødes diget, og der lavedes en ny ligport. Umiddelbart i nærheden
er der rejst en kampesten til minde over otte allierede flyvere fra Royal Air
Force og Royal Canadian Air Force. Flyverne mistede livet, da deres maskine
den 30. august 1944 styrtede ned i nærheden af Dejbjerg Kjærgaard. (I før
ste omgang begravede tyskerne dem på nedstyrtningsstedet. Behjertede folk
sørgede dog for, at de flyttedes til kirkegården. Begravelsen foregik med
hjælp fra C.B.-folk og under stor deltagelse fra den lokale befolknings side).
I samme hjørne af kirkegården findes den eneste virkelige grav fra Dejbjerg-
lund, et beskedent gravsted, omgivet af sten og jernlænker. Som epitafiet i
kirken minder graven om Christian Krarup og Constance Bingom.
Et enkelt minde endnu fra Dejbjerglund ses mellem de gamle gravsten,
der er samlet i nordøsthjørnet. Her står en plade over Mad. Karen Glerup
Kaeysen, f. Ramsing (f. 1784 — d. 1818). I dette hjørne ligger stadig en del
af kirkegården dækket af grønsvær, hvorunder mange af Dejbjerg-rakkerne
har fundet deres sidste hvilested.
* * *
Om kirkegården kan siges, at den i de senere år har undergået væsentlige
forandringer, således at den nu er et tiltalende sted uden det præg af skum-
melhed, der før i tiden fandtes.
* * *
Syd for kirkegårdens sydvestlige hjørne lå førhen en gammel stald, som
hørte under kirken. Da stalden faldt sammen, opførte man i stedet nord for
kirken en større stald. Denne sidste byggedes i 1916 og stod til 1964, da den
solgtes til nedrivning.
* * *
Hvor har det været et kæmpearbejde for vore forfædre at bygge kirken.
De følgende slægter har gennem tiderne søgt at gøre den mere hyggelig og
tiltalende, og også i dette århundrede er der sket store fremskridt ved anskaf-
felse af orgel, varmeapparat og elektrisk lys.
For få år siden (1958—59) er der foretaget en hovedreparation. Der kom
nyt tag på store dele af kirken, der kom ny alterskranke, nyt gulv og til dels
nye stole samt elektrisk varmeanlæg. Kirken blev malet over det hele. Ved
arbejdet viste det sig, at der er kalkmalerier på alle fire vægge i skibet; men
da der ikke var større interesse for dem, hverken i Nationalmuseet eller hos
de stedelige kirkelige autoriteter, blev de atter tildækket. Udgifterne ved
restaureringen beløb sig til Ca. 150.000 kr.
Elektrisk lys og varme. ! orgel og nyt gulv.. ! ja...
Ved en visitats i Stauning kirke spurgte tidligere biskop i Ribe, V.
Gøtzsche — ham med det mægtige hoved —: ,,Hvorfor er dette rum en kirke?
er det fordi her er højt til loftet?” — Vi svarede nej. — ,,Er det fordi her kan
være mange mennesker?” — Nej. — ,,Er det fordi her er en prædikestol ?“ —
En enkelt forsøgte et lille ja; men så sagde biskoppen selv: ,,Det er fordi
her er en døbefont og et alter.”
Vi venter og ønsker at efterlade kirken til vore efterkommere, så de kan
være glade for den og stadig arbejde på at gøre den skønnere. Her er de forrige
slægter kommet i glæde og fest, her er de kommet i sorg og savn, her er
de kommet med deres tungeste byrde, synden.
Til syndesuk og angersord
Han bøjer selv sit øre;
Han kommer til sit alterbord,
og synderen får høre
Hans vældes bud: stat op og gå!
Hvad Jordens konger ej formå,
kan Jesus Kristus gøre.
(C. I. BOYE)