Bækbo
Bækbo ejerlav er meget stort og bestod i 1800-tallet både af Bækbo, Uglbjerg og Rabjerg. Vi har valgt at dele området op i de tre dele for overskuelighedens skyld.
I dette afsnit omtales området fra Vesteragervej i vest og Dejbjerg Hedegårde i øst - nær Dejbjerg Hede
Bækbo har navn efter bækken, der danner grænse mellem Dejbjerg og Lem
sogne; navnet kommer af begrebet ,,at bo ved bækken”, og det dækker
bebyggelsen på begge sider af bækken.
Bækbo har ikke altid ført en så tilbagetrukket tilværelse som så mange
landsbyer. Dette skyldes vel nok først og fremmest, at der i jorden har været
store mængder mergel, og mange er de læs, der ad sandede og krinklede
veje er slæbt hjem til kalkfattige jordlodder.
Det var dog først, da der i 1912 blev stiftet et mergelselskab i Hanning
og Sædding sogne med det formål for øje at få mergelen fra Bækbo ført så
nær som muligt dertil, hvor der var brug for den, at der blev tale om stordrift.
Mange er de tipvognstog, der raslede op over heden og gjorde slæbet
på vejene overflødigt. At den lette adgang til mergelen bevirkede, at mange
brugte mere end godt var, er en anden historie.
På de marker, hvor mergelen bragtes hen, lå der store stendynger, der var
samlet op af jorden, og entreprenøren, der kørte mergelen ud, fandt nu på
at tage sten med på tilbagevejen og bringe dem til Lem station. Herfra førtes
de videre til Hvide Sande til de store arbejder der med støbning af bolvær-
ker. Ja, manden kunne selvfølgelig ikke tage stenene uden videre, men måtte
købe dem, hvilket i mange tilfælde ikke var vanskeligt, og der er mange
måder at handle på. En mand, som havde en stor dynge sten, solgte dem på
den betingelse, at han skulle have halvdelen af købesummen, når det halve
af dyngen var kørt, og resten, når det sidste af dyngen var fjernet. Det gik
godt, hvad første halvdel angik, men køberen lod en lille klat sten blive
liggende, så betalingen for sidste halvdel aldrig blev forfalden.
Hvor mergelen fjernedes, fremkom en dyb grav af ikke så lille et om
fang, og da graven fyldtes med vand, blev der en større sø. På den plads,
hvor fattiggården lå, før den brændte i 1913, oprettedes i 1943 en arbejds-
lejr, hvor arbejdsløse — især fra København — skulle lære arbejdets goder at
kende, samtidig med at deres arbejde bidrog til kultivering af heden. Om
resultatet for den enkelte arbejder skal der intet siges — men på heden blev
arbejdets resultat ikke iøjnefaldende.
Under og særlig efter den anden verdenskrig var lejren beslaglagt til
opholdssted for flygtninge — mest kvinder og børn. I den periode blev den
omtalte sø brugt til badning, og i den meget varme sommer 1947 blev der
også taget solbad - i lidt eller intet tøj. Det kan selvsagt intet sigtes til, at
disse mennesker, over hvis liv der faldt så lidt solskin, higede efter at få så
meget som muligt af den varme, som himlens sol dette år forsynede os alle
med i så rigt mål — men der var flere sider ved sagen — for som Pe Tanning,
hvis vej ofte førte der forbi, engang sagde: ,,Jeg har det største besvær med
at styre min gamle cykel der forbi!”
Jo, det er et sted, hvor der skete noget, således fandt vore fjender på byg
geri med stalde, og hvad det ellers var for noget.
Ved tanken på Bækbo kommer også tunge og triste minder frem. Under
arbejdet med mergelen mistede en mand en fod og blev invalid, og hvor
lagde det sig tungt over alles sind, da det en aften spurgtes, at to drenge var
gået til bunds i søens vand.
Inden vi forlader Bækbo, må det lige nævnes, at i 1870 taltes her Jens
Chr. Baden, 76 år, indsidder (hvor han sad inde vides ikke), hans kone,
Sidsel Jensen, 37 år, og fire børn: Jensine Kirstine, Gustav Ludvig, Niels
Chr., Jacob Chr. (alle Baden).
I 1890 var her landpost Anders Lyager Lauridsen, hans kone, Kirsten
Lauridsen, og børn: Ane, født i Ølgod, Laurids Lyager, født i Hanning,
Jens ?, født i Dejbjerg.
