Gammel Dejbjerg Skole

 
GL. DEJBJERG SKOLE

GL. DEJBJERGVEJ 3


Kilderne er både uklare og usikre, når man søger efter de første spor af

degne, lærere og skoler her i sognet. Efter de første opgivelser (ca. 1700)

lå degnebolet i GI. Dejbjerg, og det havde da Htk. = 3 Skp. 2 Fdk. 2 Alb.

og tilhørte kgl. Majestæt. Her oprettedes Dejbjergs første skole (i det fig.

benævnt hovedskolen). Degneboligen og med den skolen lå på det sted i Gl.

Dejbjerg, hvor nu Gerhard Mortensen bor.

(Gl. Dejbjergvej 3)


Omk. 1615 døde degnen i Dejbjerg—Hanning sogne, den gamle Jens

Degn, som muligvis boede i Gi. Dejbjerg, muligvis i en anden del af de to

sogne. Endskønt Dejbjerg—Hannings kirker lå uden for den fastsatte 2-mils

grænse, gjorde Ringkøbing skole nu fordring på degnekaldet.

Biskoppen i Ribe, Iver Iversen Hemmet, gav skolen medhold i dens for

dringer og skrev til herremændene Anders Skram, Dejbjerglund, og Frants

Juel, Rekkergaard i Hanning, at en såkaldt løbedegn fra Ringkøbing skole

herefter skulle besørge degnetjenesten.


Sognemændene i Dejbjerg Hanning skrev da 1616 følgende brev til

biskoppen:


“Eftersom vi af de gode Mænd Anders Skram til Dejbjerglund og Frants Juel

til Rekkergaard have erfaret, at I paa alles vores bedste have dem tilskrevet om

en løbendes Degn af Ringkøbing Skole, som vi til vor Degn skulde annamme,

hvilke os fattige Folk synes os og vore fattige smaa Børn til største Ulejlighed

at kunne geraade, thi vi bekende en 60 Aar og mere altid at have haft bosid-

dende Degn, som vore Børn har udi Læsen og Skrivelse med Flid forfordret,

undtagen at vi for Nødens Skyld har bevilget en af Ringkøbing, som kunde

holde Tjeneste, indtil vi kunde bekomme en bosiddende Degn igen, og efterdi

vi fattige folk ikke en Part ere saa ved Formue, at vi vor Børn udi Købstæderne

kunne holde ved Skolen, men ved suge Middel dem at lade forfremme har hid

indtil været os fattige Folk bedst gavnligt, og dersom vi ikke maa nyde vor

gamle Frihed, maaske at mange fattige Børn deres Velfærd, Lærdom og Disci

plin i slige Maader kunde fratages”.


Men bøndernes klagemål over tabet af deres gamle frihed hjalp ikke noget;

de måtte finde sig i, at en pebling fra Ringkøbing skole overtog degnetjenesten.


At denne ikke er blevet udført særlig godt, fremgår med stor tydelig

hed af en skrivelse, der tre år senere sendtes fra herremanden Frants Juel

til biskop Iver Hemmet. Af det meget lange brev, skrevet på Rekkergaard

den 22. juni 1619, gengives nogle uddrag:

,,Biskop Iver!

Endskønt jeg har tilforn skrevet eder til udi Anders Skrams Velmagt, at jeg

var tilfreds, hvad for en Degn I forordnede, først han sit Embede og Kald

efter Ordinansen kunde og vilde fuidgøre, hvilket ingen af de tre, I os paa 2

Aars Tid en efter anden paatrukket har, nu har villet eller kunnet fuidgøre.

Thi den første, som var Hans Hører, tilspurgte Hr. Jens, mange Sognemænd

og jeg, om han vilde være vor Degn og selv betjene Kirken og os efter Ordi-

nansen og ikke fremskikke en liden ,,PussiP’ i sit Sted og dog selv oppebære

Degnerenten, da svarede han nej, at det var hans Reputats altfor nær at bisse

herop tre store Mil. Den anden kunde hverken synge Officia eller Halleluja

eller bestaa sit Kald, som det sig burde . .


Om den tredje skrives i brevet:

,,Denne liden løgnagtig And, I os nu tilskikket har, begyndte nu om Som

meren, Dagene er længst, undertiden at komme midt under Prædiken, under

tiden efter Prædiken, og undertiden bliver han slet borte, — — —“

Efter en lang forklaring om degnens umulighed på denne hans plads, slut

ter brevet således:

— — — efter saadanne Begyndelser maa jo uden Tvivl blive en driftig og mær

kelig Ringkøhings Mand af Barnet; men vi maa retteligen sige en Lejesvend

og udygtig Arbejder at være indtrædet udi Sl. Jens Degns Sted, han som selv

er blind og dog skulde være de blindes Ledsager, ja han maa vel kaldes en

sovende Hund, mens vaagen nok udi Løgn; thi naar Præsten gaar i Prædike

stolen, saa lægger den fine fattige Barn sig i Degnestolen langs ad Bænken og

snorker, indtil han bliver af Præsten eller af dem, noget af Prædikestolen vil

lade forkynde, efter Prædiken opvakt; men jeg haaber, at denne fine Ringkø-

bing Skolebarn skal, naar han er vaad til Knæerne, blive endda mere søvnagtig,

saa han skal blive saa ked af os, som vi af ham”.


Som det af brevet fremgår havde man i Dejbjerg—Hanning haft tre løbe

degne i mindre end tre år. Trods al umage fik man næppe en sognedegn

straks, men måtte vente indtil 50 år på at få dette ønske opfyldt.


Når en ansøger til gerningen som lærer var taget god af provsten, sogne

præsten og sognemændene, skulle vedkommende aflægge sin embedsed hos

biskoppen og her modtage sit kaldsbrev. Den 1. april 1676 blev omtalte ed

aflagt af Daniel Pedersen, og han var herefter degn og lærer i Dejbjerg—

Hanning til 1726. Om ham ved vi med sikkerhed, at han boede i Gl. Dej-

bjerg. I Hardsyssels Degnehistorie oplyses bl. a. om ham: ,,... 1683 er han

ugift, men har Tjenestepige og en Ko” — senere blev han gift.


Fra 1726 til 1743 beklædtes embedet af Peder Winther, som af samme

kilde kaldes: ,,En ret hæderlig og vellærd Mand”.

(En degn var i hine tider en kirkens mand, der havde sin gerning ved

kirken at passe; ved siden af skulle han også undervise børnene. Skoler

fandtes ikke, lige så lidt som planer for undervisning, mangler, som gjorde

hele arbejdet svævende og planløst. Ganske vist havde her i sognet fra pastor

Jørgen Langs side været luftet en plan om at bygge to skoler, een ved hver

af kirkerne i Dejbjerg og Hanning; men hvad skulle man i disse fattige ti

der med slig flothed. Forældrene kunne alligevel ikke undvære børnene i

hjemmet til at hjælpe med arbejdet. Der kunne kun være tale om skolegang

i tiden mellem Martini og Gregorius, altså Mortensdag den 11. november

til Graversdag den 12. marts. Den øvrige del af året ville skolerne komme

til at stå tomme. Pastor Langs forslag stammede fra 1735, og i 1741 fulgte

et nyt forslag til løsning af sagen:


,,3. Marts 1741: Efter Sognemændenes Deklaration og vores Skønsomhed er

agtes saavel tjenligt som gjørligt, at den hele Sogns Ungdom søger Skole hos

Degnen udi Degneboligen. For Skole at holde er Degnen foruden 2 a 3 Fags

Huses Opbyggelse tillagt aarlig i Løn i rede Penge 8 Rdlr. og et Læs Tørv af

hver Mand, som haver Hest og Vogn, uden videre Tillæg”.)


Den næste degn i rækken var Frands Bollerup, 1743—1776. Han havde i

1749 i indkomst 20 Rdl. Endvidere vides det om ham, at han i 1769 var ude

for, at nogle beboere klagede over ham, medens andre skrev til hans fordel.

11776 blev Jens Bang degn i Dejbjerg. Han var desuden kapellan hos

faderen, pastor Jørgen Hansen Bang, og holdt substitut i degneembedet.

År 1781 afløstes han af Jens Christensen Aaby. Denne havde været op

varter eller tjener hos fru von Albertin, Brejninggaard, der gav ham kalds

brev, ligesom hun 1807 kaldede pastor Jespersen til præst, da hun ejede

Dejbjerg kirke.


Aaby søn, Peder Brorstrup Aaby, fulgte 1803 sin fader i embedet. Han

var kun otte dage på Borris seminarium, hvorefter han blev degn og var det

til sin død i 1857. Om ham hedder det ,,med nogen Vejledning vilde han

kunne blive ret duelig Skoleholder”.


Andreas Tjellesen, 1857—60, foretog, mens han sad i embedet, folketæl

ling i et af sognets distrikter. Det er måske værd at bemærke, at han skriver

sig som ,,skolelærer, kirkesanger og husfader”. Rækkefølgen kunne tyde på,

at skolearbejdet nu ansås for det væsentlige. Betegnelsen ,,degn” er erstattet

af kirkesanger. Det kan være tilfældigt; men det kan også forstås derhen,

at de kirkelige forpligtelser er blevet færre.

Titlen degn holdt sig dog til efterfølgeren, Gjøde Jensen Plauborg, der i

1860 kom til sognet som lærer ved skolen i GI. Dejbjerg og som kirkesan

ger. Han var født i Tistrup i 1837. Hans hustru Else Plauborg var født

Rahbek.


Plauborg øvede sin gerning ved skolen med troskab og dygtighed og drev

ved siden af den til embedet hørende jordlod med godt udbytte. Ved valg til

sognerådet i 1871 blev han valgt til medlem og formand; ved valget i 1874

genvalgtes han, og også i denne periode var han formand. I kirken har han

set tre, i nogle tilfælde fire slægtled komme og gå. Hvor er de mange, de

kirkelige handlinger, han har medvirket i fra dåb til begravelse. Han sagde,

at den første grav, han havde sunget over, var min bedstefaders, Hans Peder

Christensen, Vesterager.


Plauborg havde lune og var en god fortæller, så det hjørne af et selskab,

hvor han var til stede, kunne ikke kaldes kedeligt.

I 1898 døde ,,Madam Plauborg”, som man dengang sagde. Plauborg blev

i arbejdet til 1905. Han levede til 1922.

Skolen var i brug et år efter Plauborgs afsked; derefter blev den gamle

hovedskole nedlagt. Det sidste år virkede lærer C. C. Clausen ved skolen.


* * *


Som det af det foregående ses, har de indtil nu omtalte haft flere forskel-

lige titler: degn, kirkesanger, lærer. Gennem tiden har det været forskelligt,

på hvilke af disse titler man skulle lægge hovedvægten. For begge Aaby’er

gjaldt, at de i hvert fald delvis brugte at antage hjælpelærere og selv leve

som degne og landmænd. (Ved folketællingen i 1787 (under J. C. Aaby)

levede der i Tanning en mand, som på tællingslisten opførtes som skolehol-

der; i 1801 var han der stadig, nu benævnt ,,Skoleholder og Gaardbeboer”.


Ved tællingen i 1834 (under P. A. Aaby) boede i et hus i Lyager en Anders

Poulsen, der kaldtes ,,Substitut ved Hovedskolen”).