Gammel Dejbjerg Skole
GL. DEJBJERG SKOLE
GL. DEJBJERGVEJ 3
Kilderne er både uklare og usikre, når man søger efter de første spor af
degne, lærere og skoler her i sognet. Efter de første opgivelser (ca. 1700)
lå degnebolet i GI. Dejbjerg, og det havde da Htk. = 3 Skp. 2 Fdk. 2 Alb.
og tilhørte kgl. Majestæt. Her oprettedes Dejbjergs første skole (i det fig.
benævnt hovedskolen). Degneboligen og med den skolen lå på det sted i Gl.
Dejbjerg, hvor nu Gerhard Mortensen bor.
(Gl. Dejbjergvej 3)
Omk. 1615 døde degnen i Dejbjerg—Hanning sogne, den gamle Jens
Degn, som muligvis boede i Gi. Dejbjerg, muligvis i en anden del af de to
sogne. Endskønt Dejbjerg—Hannings kirker lå uden for den fastsatte 2-mils
grænse, gjorde Ringkøbing skole nu fordring på degnekaldet.
Biskoppen i Ribe, Iver Iversen Hemmet, gav skolen medhold i dens for
dringer og skrev til herremændene Anders Skram, Dejbjerglund, og Frants
Juel, Rekkergaard i Hanning, at en såkaldt løbedegn fra Ringkøbing skole
herefter skulle besørge degnetjenesten.
Sognemændene i Dejbjerg Hanning skrev da 1616 følgende brev til
biskoppen:
“Eftersom vi af de gode Mænd Anders Skram til Dejbjerglund og Frants Juel
til Rekkergaard have erfaret, at I paa alles vores bedste have dem tilskrevet om
en løbendes Degn af Ringkøbing Skole, som vi til vor Degn skulde annamme,
hvilke os fattige Folk synes os og vore fattige smaa Børn til største Ulejlighed
at kunne geraade, thi vi bekende en 60 Aar og mere altid at have haft bosid-
dende Degn, som vore Børn har udi Læsen og Skrivelse med Flid forfordret,
undtagen at vi for Nødens Skyld har bevilget en af Ringkøbing, som kunde
holde Tjeneste, indtil vi kunde bekomme en bosiddende Degn igen, og efterdi
vi fattige folk ikke en Part ere saa ved Formue, at vi vor Børn udi Købstæderne
kunne holde ved Skolen, men ved suge Middel dem at lade forfremme har hid
indtil været os fattige Folk bedst gavnligt, og dersom vi ikke maa nyde vor
gamle Frihed, maaske at mange fattige Børn deres Velfærd, Lærdom og Disci
plin i slige Maader kunde fratages”.
Men bøndernes klagemål over tabet af deres gamle frihed hjalp ikke noget;
de måtte finde sig i, at en pebling fra Ringkøbing skole overtog degnetjenesten.
At denne ikke er blevet udført særlig godt, fremgår med stor tydelig
hed af en skrivelse, der tre år senere sendtes fra herremanden Frants Juel
til biskop Iver Hemmet. Af det meget lange brev, skrevet på Rekkergaard
den 22. juni 1619, gengives nogle uddrag:
,,Biskop Iver!
Endskønt jeg har tilforn skrevet eder til udi Anders Skrams Velmagt, at jeg
var tilfreds, hvad for en Degn I forordnede, først han sit Embede og Kald
efter Ordinansen kunde og vilde fuidgøre, hvilket ingen af de tre, I os paa 2
Aars Tid en efter anden paatrukket har, nu har villet eller kunnet fuidgøre.
Thi den første, som var Hans Hører, tilspurgte Hr. Jens, mange Sognemænd
og jeg, om han vilde være vor Degn og selv betjene Kirken og os efter Ordi-
nansen og ikke fremskikke en liden ,,PussiP’ i sit Sted og dog selv oppebære
Degnerenten, da svarede han nej, at det var hans Reputats altfor nær at bisse
herop tre store Mil. Den anden kunde hverken synge Officia eller Halleluja
eller bestaa sit Kald, som det sig burde . .
Om den tredje skrives i brevet:
,,Denne liden løgnagtig And, I os nu tilskikket har, begyndte nu om Som
meren, Dagene er længst, undertiden at komme midt under Prædiken, under
tiden efter Prædiken, og undertiden bliver han slet borte, — — —“
Efter en lang forklaring om degnens umulighed på denne hans plads, slut
ter brevet således:
— — — efter saadanne Begyndelser maa jo uden Tvivl blive en driftig og mær
kelig Ringkøhings Mand af Barnet; men vi maa retteligen sige en Lejesvend
og udygtig Arbejder at være indtrædet udi Sl. Jens Degns Sted, han som selv
er blind og dog skulde være de blindes Ledsager, ja han maa vel kaldes en
sovende Hund, mens vaagen nok udi Løgn; thi naar Præsten gaar i Prædike
stolen, saa lægger den fine fattige Barn sig i Degnestolen langs ad Bænken og
snorker, indtil han bliver af Præsten eller af dem, noget af Prædikestolen vil
lade forkynde, efter Prædiken opvakt; men jeg haaber, at denne fine Ringkø-
bing Skolebarn skal, naar han er vaad til Knæerne, blive endda mere søvnagtig,
saa han skal blive saa ked af os, som vi af ham”.
Som det af brevet fremgår havde man i Dejbjerg—Hanning haft tre løbe
degne i mindre end tre år. Trods al umage fik man næppe en sognedegn
straks, men måtte vente indtil 50 år på at få dette ønske opfyldt.
Når en ansøger til gerningen som lærer var taget god af provsten, sogne
præsten og sognemændene, skulle vedkommende aflægge sin embedsed hos
biskoppen og her modtage sit kaldsbrev. Den 1. april 1676 blev omtalte ed
aflagt af Daniel Pedersen, og han var herefter degn og lærer i Dejbjerg—
Hanning til 1726. Om ham ved vi med sikkerhed, at han boede i Gl. Dej-
bjerg. I Hardsyssels Degnehistorie oplyses bl. a. om ham: ,,... 1683 er han
ugift, men har Tjenestepige og en Ko” — senere blev han gift.
Fra 1726 til 1743 beklædtes embedet af Peder Winther, som af samme
kilde kaldes: ,,En ret hæderlig og vellærd Mand”.
(En degn var i hine tider en kirkens mand, der havde sin gerning ved
kirken at passe; ved siden af skulle han også undervise børnene. Skoler
fandtes ikke, lige så lidt som planer for undervisning, mangler, som gjorde
hele arbejdet svævende og planløst. Ganske vist havde her i sognet fra pastor
Jørgen Langs side været luftet en plan om at bygge to skoler, een ved hver
af kirkerne i Dejbjerg og Hanning; men hvad skulle man i disse fattige ti
der med slig flothed. Forældrene kunne alligevel ikke undvære børnene i
hjemmet til at hjælpe med arbejdet. Der kunne kun være tale om skolegang
i tiden mellem Martini og Gregorius, altså Mortensdag den 11. november
til Graversdag den 12. marts. Den øvrige del af året ville skolerne komme
til at stå tomme. Pastor Langs forslag stammede fra 1735, og i 1741 fulgte
et nyt forslag til løsning af sagen:
,,3. Marts 1741: Efter Sognemændenes Deklaration og vores Skønsomhed er
agtes saavel tjenligt som gjørligt, at den hele Sogns Ungdom søger Skole hos
Degnen udi Degneboligen. For Skole at holde er Degnen foruden 2 a 3 Fags
Huses Opbyggelse tillagt aarlig i Løn i rede Penge 8 Rdlr. og et Læs Tørv af
hver Mand, som haver Hest og Vogn, uden videre Tillæg”.)
Den næste degn i rækken var Frands Bollerup, 1743—1776. Han havde i
1749 i indkomst 20 Rdl. Endvidere vides det om ham, at han i 1769 var ude
for, at nogle beboere klagede over ham, medens andre skrev til hans fordel.
11776 blev Jens Bang degn i Dejbjerg. Han var desuden kapellan hos
faderen, pastor Jørgen Hansen Bang, og holdt substitut i degneembedet.
År 1781 afløstes han af Jens Christensen Aaby. Denne havde været op
varter eller tjener hos fru von Albertin, Brejninggaard, der gav ham kalds
brev, ligesom hun 1807 kaldede pastor Jespersen til præst, da hun ejede
Dejbjerg kirke.
Aaby søn, Peder Brorstrup Aaby, fulgte 1803 sin fader i embedet. Han
var kun otte dage på Borris seminarium, hvorefter han blev degn og var det
til sin død i 1857. Om ham hedder det ,,med nogen Vejledning vilde han
kunne blive ret duelig Skoleholder”.
Andreas Tjellesen, 1857—60, foretog, mens han sad i embedet, folketæl
ling i et af sognets distrikter. Det er måske værd at bemærke, at han skriver
sig som ,,skolelærer, kirkesanger og husfader”. Rækkefølgen kunne tyde på,
at skolearbejdet nu ansås for det væsentlige. Betegnelsen ,,degn” er erstattet
af kirkesanger. Det kan være tilfældigt; men det kan også forstås derhen,
at de kirkelige forpligtelser er blevet færre.
Titlen degn holdt sig dog til efterfølgeren, Gjøde Jensen Plauborg, der i
1860 kom til sognet som lærer ved skolen i GI. Dejbjerg og som kirkesan
ger. Han var født i Tistrup i 1837. Hans hustru Else Plauborg var født
Rahbek.
Plauborg øvede sin gerning ved skolen med troskab og dygtighed og drev
ved siden af den til embedet hørende jordlod med godt udbytte. Ved valg til
sognerådet i 1871 blev han valgt til medlem og formand; ved valget i 1874
genvalgtes han, og også i denne periode var han formand. I kirken har han
set tre, i nogle tilfælde fire slægtled komme og gå. Hvor er de mange, de
kirkelige handlinger, han har medvirket i fra dåb til begravelse. Han sagde,
at den første grav, han havde sunget over, var min bedstefaders, Hans Peder
Christensen, Vesterager.
Plauborg havde lune og var en god fortæller, så det hjørne af et selskab,
hvor han var til stede, kunne ikke kaldes kedeligt.
I 1898 døde ,,Madam Plauborg”, som man dengang sagde. Plauborg blev
i arbejdet til 1905. Han levede til 1922.
Skolen var i brug et år efter Plauborgs afsked; derefter blev den gamle
hovedskole nedlagt. Det sidste år virkede lærer C. C. Clausen ved skolen.
* * *
Som det af det foregående ses, har de indtil nu omtalte haft flere forskel-
lige titler: degn, kirkesanger, lærer. Gennem tiden har det været forskelligt,
på hvilke af disse titler man skulle lægge hovedvægten. For begge Aaby’er
gjaldt, at de i hvert fald delvis brugte at antage hjælpelærere og selv leve
som degne og landmænd. (Ved folketællingen i 1787 (under J. C. Aaby)
levede der i Tanning en mand, som på tællingslisten opførtes som skolehol-
der; i 1801 var han der stadig, nu benævnt ,,Skoleholder og Gaardbeboer”.
Ved tællingen i 1834 (under P. A. Aaby) boede i et hus i Lyager en Anders
Poulsen, der kaldtes ,,Substitut ved Hovedskolen”).